Dømmer du andre mennesker

Før man dømmer et andet menneske, skal man stille sig selv spørgsmålene:

  • Hvad er formålet med at jeg dømmer?
  • Har jeg faktisk så meget information, at jeg kan tillade mig at dømme?
  • Med hvilken ret dømmer jeg?

Når vi dømmer andre mennesker udelukker vi os fra masser af nuancer af virkeligheden. Vi låser os selv og andre fast i kasser, og stiller snævre krav for succes & fiasko, og for rigtigt & forkert. At dømme hindrer på den måde både os selv og andre i at udvikle os, og være åbne for alle muligheder og aspekter i tilværelsen. Man behøver faktisk ikke dømme i en lang række situationer. Man kan nøjes med at registrere. At registrere hvad man oplever i stedet for at dømme kan være en rigtig svær øvelse, men helt enormt udviklende.

At dømme en diagnose

En diagnose er en dom. Det kan være praktisk for lægen eller terapeuten, for det er nu engang dejligt enkelt når patienterne passer ned i de kasser der står beskrevet i lærebøgerne. Så ved man hvad man skal, og hvad kriterierne for succes og fiasko er. Det er til at forstå. Og det er til at handle på. Men ofte er den stillede diagnose kun en lille del af sandheden, ofte er både årsagerne og tilstanden langt mere kompleks end som så.

Når dette er sagt, er jeg dog ikke bange for at sige min personlige mening, hvis jeg altså finder det passende og relevant. Det kan ganske vist være dømmende ja, men i visse situationer kan man have brug for sparring fra et andet levende menneske der faktisk tør skære ind til benet eller hjælpe en til at se hvad der har betydning, og hvad der er mindre vigtigt for at komme videre.

I TFT behandlingerne stiller vi ingen diagnose. Vi arbejder med den følelse patienten har. Det er ikke nødvendigvis kun sorg. Det kan i virkeligheden være en blanding af sorg, vrede, dårligt selvværd, og noget helt fjerde. Vi arbejder med  følelsen. Når patienten har fat i følelsen tester vi, og finder frem til lige nøjagtig den kombination af punkter som giver patienten styrke, når han tænker på det han har det svært med. Ingen diagnose – patienten kommer selv med svaret – terapeuten dømmer ikke – men er kun en dygtig håndværker der bruger sit værktøj.

Det er en behandlingsform, der sætter patienten i centrum i stedet for i en kasse, og hvor vi forholder os til virkeligheden for den person vi arbejder med her og nu, uden at dømme.